Søgeskema
Et søgeskema er et redskab i din litteratursøgningsproces, som hjælper dig med at holde overblik og gå systematisk frem.
Den tager udgangspunkt i din problemformulering, og hjælper dig til at:
- afgrænse og definere emnet
- planlægge og styre dine søgninger
Dit søgeskema består af søgeord fra hver af de (del)emner som din problemformulering indeholder, og hvor du vil søge efter dine emner henne.
Undervejs kan søgeskemaet udvide sig til at være din personlige huskeliste, og indeholde stort og småt, som relaterede begreber, mulige relevante kilder og forskere. Ting du ikke havde med i dine første overvejelser.
Du vil opleve, at søgeskemaet kan hjælpe dig til at holde fokus på dine emner, arbejde med dem ét ad gangen, bevare overblikket og arbejde systematisk frem.
Overfør dit søgeskema til en bloksøgning
I dit søgeskema har du delt din problemformulering ud i emner, fundet synonymer og arbejdet med at finde dækkende søgeord for dit emne.
Du er nu klar til at opstille dine søgeord i en søgeblok eller søgestreng, hvor du anvender de boolske operatorer.
I illustrationen er eksemplet fra søgeskemaet med litteratur til specialpædagogisk undervisning anvendt.
Hvert delemne har fået sin egen blok, og inde i hvert delemne er der sat OR mellem synonymerne.
Til sidst sættes der et AND mellem hver blok.

Du kan bruge bloksøgningen i databaser som Academic Search Ultimate eller Scopus.
Søgningen kan også laves i Primo eller på Google, men skal stilles op med parenteser.
EKSEMPEL:
(specialundervisning OR specialpædagogik OR specialområde) AND (ADHD OR ADD) AND (børn OR unge)
Hvert delemne skal omsluttes af en parentes, og mellem hver parentes skal der stå et AND.
Der skal stadig stå et OR mellem hvert synonym inde i parenteserne.
Du kan også udvide søgningen ved at trunkere * efter de søgeord, hvor det giver mening.
PRØV SELV:
Gentag søgningen og skift specialområde ud med specialområde*.
Se forskellen i resultaterne.